Personlig assistent (PA) for konstitueret adm. direktør for Aalborg Forsyning (midlertidig stilling)

PA’en for vores tekniske direktør Jesper Høstgaard Jensen, skal på barsel. 
Jesper er pt. også konstitueret adm. direktør,  og stillingen følger ham.

Vi søger derfor en kandidat med et bredt sæt af kompetencer, som er god til at skabe overblik og håndtere såvel store som små opgave, i en foranderlig hverdag.

Jobbet
Du får en central og udadvendt rolle, hvor du sammen med nære kollegaer, ofte er bindeled mellem direktøren og den øvrige del af organisationen samt eksterne samarbejdspartnere. Stillingen er knyttet til vores tekniske direktør, som i en periode er konstitueret adm. direktør.

Din arbejdsdag bliver travl, omskifteligt og fuld af udfordringer og spændende opgaver på en central post i organisationen.  Du vil skulle indgå i et åbent miljø med en uhøjtidelig omgangstone, hvor vi sætter humor, omsorg og videndeling i højsædet.
Du ser det som en interessant mulighed at spille en afgørende rolle i en spændende organisation med stor offentlig bevågenhed. Som en aktiv og fortrolig sparringspartner for direktionen kommer du tæt på vigtige beslutninger og interessenter. Du får i høj grad mulighed for at inddrage og udfolde dine kompetencer såvel fagligt som personligt.
Du er en stærk kommunikator, som formår at kommunikere på alle niveauer i organisationen, og anser fortrolighed og diskretion som en naturlig del af jobbet.
Du vil skulle understøtte chefgruppen for Teknik og Innovation, samt indgå i forskellige tværgående opgaver og projekter. Herudover vil stillingen være suppleret med øvrige administrative opgaver i sekretariatet.
Dine opgaver vil også omfatte direktionsstøtte og -betjening. Elementer som planlægning af møder og arrangementer, koordinering af kalendere, mødeforberedelse, udarbejdelse af præsentationsmateriale, mødemateriale, samt afrapportering og opfølgning på møder og opgaver vil indgå i stillingen. 

Om dig
Dit overblik og din evne til at forstå organisationen og de kerneopgaver den udfører, er en væsentlig forudsætning for at få succes i jobbet. Din personlighed er præget af åbenhed, energi og positivitet, som har en afsmittende effekt på de samarbejdsrelationer, du indgår i.
Vi forestiller os, at du har en relevant universitetsuddannelse samt erfaring fra lignende stilling i en organisation med stor kompleksitet. Du er vant til at navigere i en politisk orienteret ramme, hvilket stiller krav til helhedsforståelse. Dine skriftlige kompetencer er i top, så du kort og præcist evner at afkode og formidle lejlighedsvist tungt stof. Din bevidsthed om detaljer bruger du til at sikre, at besluttede initiativer og tiltag bliver fulgt tæt og afsluttes. Du har flair for digitale arbejdsgange og mestrer brug af Office pakken.
I en travl hverdag evner du at håndtere flere forskellige problemstillinger på samme tid og du trives med høj grad af selvstændighed i planlægning, prioritering og udførelse af dine arbejdsopgaver.

Vi lægger vægt på at vores nye kollega;

  • er indstillet på at levere et engageret stykke arbejde med høj kvalitet

  • har øje for detaljerne og samler trådene, har gode samarbejdsevner og kan begå sig på alle niveauer

  • er indstillet på at løse alle typer opgaver i hverdagen, både planlagte og pludseligt opståede

  • arbejder struktureret og har gode koordineringsevner

  • er parat til at indgå i et team med en uformel omgangstone og dygtige engagerede medarbejdere


Vi tilbyder
En varieret arbejdsdag med forskellige faglige udfordringer i et åbent og travlt miljø, hvor vi sætter godt humør, omsorg for kolleger og vidensdeling i højsædet. Vi tilbyder fleksible arbejdsforhold, mulighed for efteruddannelse, fitnessfaciliteter og kantineordning.

Din arbejdsplads bliver Norbis Park, Norbis park 100, 9310 Vodskov, hvor store dele af Aalborg Forsynings medarbejdere er samlet. Du får reference til teamlederen for Fællessekretariat og Presse.

I sekretariat, hvor teamet er hjemmehørende, arbejder vi også med Jura, Arbejdsmiljø, HR og Facility Management, ligesom kantinen hører organisatorisk hjemme her.

Løn og ansættelsesforhold
Løn og ansættelsesvilkår er i henhold til gældende overenskomst.

Der er tale om et barselsvikariat 37 timer ugentligt. Foreløbigt frem til og med august 26.
Aalborg Forsyning opfordrer alle kvalificerede ansøgere uanset alder, køn, religion, handicap eller etnisk tilhørsforhold til at søge stillingen. Koncernsproget er dansk.

Ansøgningsfristen er den 7.oktober 2025.

Samtaler afholdes løbende. Stillingen kan således tages ned før fristens udløb, såfremt den rette ansøger findes.

Stillingen ønskes besat 1. november eller snarest derefter.

Interesseret?
For nærmere oplysninger om stillingens indhold og vores forventninger til dig, kan du kontakte Teamleder Søren Andreasen på soeren.andreasen@aalborgforsyning.dk /
tlf. 22631536 eller Afdelingsleder Tobias Juul Duelund på
tobias.duelund@aalborgforsyning.dk / tlf. 25201537

 

Aalborg Forsyning
Aalborg Forsyning er midt i en ambitiøs udvikling af vores forsyning. Med mere end 500 medarbejdere leverer vi hver dag varme, gas, køling og rent vand til vores kunder. Vi håndterer regnvand, spildevand med ambitioner om at bidrage til den grønne omstilling. Med afsæt i vores fælles værdier – tillid, respekt, faglighed, samarbejde og udvikling – arbejder vi hver dag på at skabe attraktive arbejdspladser med høj trivsel og produktivitet. Vi indgår i både offentlige og private partnerskaber, hvor innovation, udvikling og test er i fokus. Det sker bl.a. i vores erhvervsområde Norbis Park, hvor vi i disse år bygger og afprøver nye teknologier, der skal skabe fremtidssikker forsyning. Vi er organiseret i tre direktørområder for innovation, teknik og økonomi, og så er Aalborg Forsyning Danmarks 2. største kommunalt ejede multiforsyning.

Vores mission er at skabe tryghed og bæredygtighed – også for kommende generationer.


Fakta om Aalborg Forsyning

  • 500 medarbejdere
  • 65.000 kunder
  • Mission: Vi skaber tryghed og bæredygtighed - også for kommende generationer
  • 5 værdier: Tillid, respekt, faglighed, samarbejde og udvikling

Læs mere om vores arbejdsplads

Ansøg
Del i dit netværk Del på Facebook Del på X Del på LinkedIn Del på Google Plus Udskriv Tip en ven
Frist: 7. oktober 2025
Kontaktperson:
Søren Andreasen +45 22 63 15 36
Lokation:
Norbis Park 116 9310 Vodskov
Aalborg Forsyning
Norbis Park 100
9310 Vodskov
Telefon 9982 8299